Nedsmeltninger

af | apr 6, 2021 | Indlæg | 0 Kommentarer

Nedsmeltninger…..

…. raserianfald, går amok, græder, frustreret… Kært barn har mange navne, eller bare – barn har mange navne, for ingen af os bryder os om nedsmeltninger.

Herhjemme har de taget til i styrke i takt med Johans alder. I begyndelse oplevede vi han blev ekstremt ked af det og nu er det forbundet med slag, spyt, råben og desværre også, at stikke af. Nedsmeltninger er noget man for alt i verden skal undgå, men det er bare ikke altid en mulighed – i hvert fald ikke herhjemme.

Og hvad er en nedsmeltning så og hvorfor opstår den?

Sagt på pære dansk er en nedsmeltning vel i virkeligheden “bare” et raserianfald. Og det kan alle børn jo få, men autister får det oftere fordi de i højere grad overanstrenges, stresses og mister overblikket. En nedsmeltning kan resultere i voldsomme udbrud der både kan gå udover barnet og omgivelserne. Herhjemme går det både udover os og tingene i hjemmet og det værste af det hele er, at Johan ikke kan gøre for det. Han gør faktisk det absolut bedste han kan. Når han får en nedsmeltning er det vores skyld eller de voksne han har været sammen med. Os der ikke har været opmærksomme og os der ikke har taget nok hensyn til hans autisme. Så det øver vi os på. Herhjemme kan vi se mange tegn på, at Johan nærmer sig en nedsmeltning og det er de tegn vi skal øve os i at opdage i tide. Han begynder fx at pille mere i vores tøj, han begynder at sidde uroligt, hans øjne flakker, han bliver bleg og han spørger mere og mere. Når det sker er det vigtigt vi sætter 110% fokus på ham og får ham i ro. Og der ved I bedst, hvad der gør jeres barn roligt. Herhjemme er det alenetid med én voksen, ipad, massage og tøj af, så han ikke sveder. Alligevel kan det gå lynhurtigt og der er dage vi ikke når at reagere i tide. Og så prøver vi at huske følgende: (Jeg skriver det i punktform og I kan med fordel printe det ud og hænge det på køleskabet. Det har vi gjort og det hjælper os med konstant at huske det):

– Fornufthjernen er kapret.

– Krybdyrshjernen har overtaget.

– Træd et skridt tilbage – også selvom du har lyst til at træde frem.

– Din ro smitter dit barn (din uro gør det samme).

– Brug ganske lidt verbal kommunikation.

– Undlad at irettesætte.

– Undlad at benævne dit barns handlinger (også selvom den er uhensigtmæssig).

– Når du siger noget, så vær helt rolig, venlig og positiv.

– Sæt dig ned/placer dig i øjenhøjde – (ikke det samme som øjenkontakt).

– Undgå øjenkontakt. Kig evt. flygtige blikke i barnets retning.

– Hold hele tiden øje ud af “øjenkrogen”, så du får øje på positive initiativer.

– Dit barn gør det allerbedste det kan.

Men det er hårdt. Det er hårdt ikke at tabe masken fuldstændigt, for det dit barn gør er med garanti dybt urimeligt. Og det er hårdt at finde tilbage på sporet bagefter. Derfor er det også så pokkers vigtigt, at undgå de forpulede nedsmeltninger og lege detektiv på sit barn. Find ud af hvad der stresser barnet og husk på, at reaktionen kan komme op til flere dage efter. Hvis du vil blive klogere på dit barns reaktionsmønster og stress, kan jeg derfor anbefale, at lave en lille dagbog. Det behøver ikke være noget længere skriv, blot en lille note om aktivitet og sindstilstand. Det kan vise sig, at være guld værd.

Her vil jeg smutte igen, for jeg kan høre Johan begynder at sidde uroligt i sofaen bag mig.

Held og Lykke og power sendt til dig 🙂

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *