Om stress og angst hos en mor….

af | maj 3, 2021 | Indlæg | 4 Kommentarer

Når ens barn får en diagnose, alvorlig sygdom eller et fysisk handicap er det ikke kun barnet der rammes. Det gør hele familien også. I vores tilfælde har Johan en Autismespektrumforstyrrelse og det har haft store konsekvenser for hele familien.

Enhver mor og far bekymrer sig for sit barn. Selvfølgelig gør de det. Og ikke kun her og nu, men også for fremtiden. Det tror jeg er en del af pakken hos alle forældre. Alligevel tror jeg på, at forældre til et barn med særlige behov er i større risiko for psykiske lidelser. Vores hverdag er præget af storm, måske nærmere af orkan. Vi skal altid være på forkant med alt for at undgå konflikter og nedsmeltninger. Vi skal altid overvåge Johan i samvær med andre børn. Vi skal altid støtte, forklare og planlægge hans dag og vi skal altid være 100% til stede, da behovsudsættelse ikke er en evne han ejer. Det slider på os og det slider på lillebror.

Inden Johan overhovedet fik stillet sin diagnose var jeg ramt af stress. Og det var jeg fordi jeg i så mange år konstant havde kompenseret for alt det Johan ikke kunne. Udover at støtte og aflæse ham, så arbejdede jeg også både aften og nat for at han ikke skulle være længe i vuggestue og børnehave. Jeg havde ham sågar med på arbejde og jeg afleverede ham altid med dårlig samvittighed, fordi jeg vidste han blev overbelastet dernede. Det slider på et mennesker og det gjorde kun ondt værre, at ingen hjalp mig før det var for sent og jeg lå i fosterstilling og græd. 

Min oplevelse med systemet er, at det langt henad vejen kan bidrage med støtte til barnet, men ikke til forældrene. Det overser os eller fokuserer i hvert fald ikke på os. Selvfølgelig kan vi få vejledning, der hjælper os med at gøre livet lettere for barnet og dermed også lettere for os, men der bliver ikke taget højde for det kæmpe store pres vi som forældre konstant er i. Vi sover måske dårligt, vi bekymrer os, vi går til møder, vi skriver ansøgninger til kommunen, vi læser tykke bøger om diagnoser, sygdomme eller handicaps, vi forklarer familie og venner, vi oversætter for vores barn, vi elsker og rummer (selvom vi er ved at koge over), vi laver planer og skemaer, vi laver specielmad, vi kører i Netto kl. 22 fordi der manglende noget til madpakken, vi scanner alt i vores omgivelser for eventuelle farer og når det alligevel går galt, så lader vi os blive spyttet på, råbt af, sparket på for udelukkende at sige: “Vi elsker dig og vi er lige her, når du får brug for os.”

Vi er der! og vi er der altid!

Men er vi nu også det? For noget kunne ske. Jeg kunne blive alvorlig syg, jeg kunne komme ud for et uheld, jeg kunne dø af et hjertestop i aften. En dødsangst kommer snigende og med god grund. For hvad skal der blive af mit barn, hvis jeg ikke længere er her. Det er mig der kender ham bedst og det er mig der altid er der. Jeg går ingen vegne lige gyldigt hvordan han opfører sig. Jeg elsker ham ubetinget.

Angst er i virkeligheden ikke noget hokus pokus eller mærkeligt. Det er en fuldstændig naturlig reaktion på en situation der ikke er rar og angst kommer tit sammen med stress. Og når forskerne skal forske i stress, så bruger de tit mødre til børn med særlige behov som testpersoner. For den slags mødre, kan man stort set altid regne med er stressede. Og det er jo frygtelig tankevækkende. Man taler altid om, at hvis flyet styrter ned, skal de voksne tage iltmasker på før børnene. Og det skal de fordi, hvis de voksne ikke klarer den, så klarer børnene den heller ikke.

Så når jeg kan søge kommunen om støtte til en kugledyne, en servicehund, en ladcykel, en bamse, en timetimer, strømper uden søm, ridning og alle de andre fantastiske muligheder vi har i Danmark, hvorfor er der så ikke nogen der lade mig ansøge om dækning af psykolog, meditation, spaophold, vandring i naturen, yoga eller hvad ved jeg.

I vores fokus på barnet, glemmer vi så forældrene? Eller er forældrene forfængelige og vil ikke afsløre hvordan de i virkeligheden har det. Er de bange for, at den sandhed kan skade familien på længere sigt? Alt man siger til kommunen, bliver norteret i sagspapirerne. Kan de finde på at tage mit barn fra mig? Er jeg en dårlig forælder? Jeg må for alt i verden ikke være svag og vise omverdenen hvor hårdt jeg har det. Og det er sørgeligt for det er F. hårdt at have et barn med særlige behov og det må verden gerne vide. Ingen er superhelte og hvis vi ikke tør være ærlige overfor os selv eller vores omgivelser, så når vi ikke videre. Min psykolog sagde engang til mig:

“Lisa – det er vigtigt dine børn ser når du er sur, ked af det eller træt. De skal lære at trælse følelser også er velkomne og helt normale”

Så den dag i dag tager jeg min middagslur med stolthed !

4 Kommentarer

  1. Mia Christina Broe Jakobsen

    Tak, Lisa! Det er lige præcis det, vi skal huske. Jeg går lange ture, hver eneste gang jeg har mulighed for det. Det holder mig sådan nogenlunde ovenvande. Men hvor ville det være skønt at kunne få den slags tilskud! Også en anerkendelse af, at vi faktisk har en arbejdsdag på 24 timer.

    Svar
    • Lisa Duus Nielsen

      Åh hvor lyder det dejligt! Du er sej, du husker på dig selv! Så vigtigt! <3

      Svar
  2. Connie Bardino

    Virkelig godt skrevet og du har en meget vigtig pointe i at huske forældrene….. Det er jo dem der skal holde sammen på det hele og få familie hjulet til at køre rundt. Hvis ikke vi skaber fokus på det går det jo også udover børnene.
    Dejligt med fokus på hele familien, vores kampe og orkanerne der raser. Vigtigt at sætte ord og fokus på netop dette emne.

    Svar
    • Lisa Duus Nielsen

      Hej Connie…. Tak for din kommentar! Den blev jeg virkelig glad for !

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *